Krypteret e-post
Med din digitale signatur kan du kryptere indholdet i en e-post og dermed gøre det umuligt for andre end modtageren at læse e-posten.
Sådan sender du en krypteret e-post
- Du skriver din e-post på normal vis.
- Inden du sender den, trykker du på kryptérfunktionen i dit e-post-program. I Outlook Express finder du den under “Funktioner” i værktøjslinien.
- Når du klikker på “Send”, vil du blive bedt om at indtaste din adgangskode.
- E-posten er nu krypteret og sendt.
Når du krypterer en e-post, så er det kun den person, du sender e-posten til, som kan læse den.
Brug modtagerens offentlige nøgle
For at modtageren kan dekryptere – og læse – en krypteret e-post, skal e-posten være krypteret med den offentlige nøgle fra modtagerens digitale signatur. Hvis du for eksempel skal sende en krypteret e-post til din advokat, så skal du først have din advokats offentlige nøgle.
Sådan får du modtagerens offentlige nøgle
Du har tre muligheder for at få modtagerens offentlige nøgle:
Mulighed 1 - Bed vedkommende sende dig en signeret e-post.
Mulighed 2 - Hent den offentlige nøgle i DanID's certifikatdatabase via internettet.
Mulighed 3 - Indstil dit e-post-program til at hente offentlige nøgler i DanID's certifikatdatabase.
Sådan modtager du en krypteret e-post
- Du modtager en e-post som sædvanlig. Du kan se, at e-posten er krypteret, fordi den bærer en hængelås (symbolet på krypteret e-post):

- Den krypterede e-post åbner du på normal vis ved at dobbeltklikke på e-posten. Du bliver herefter bedt om at indtaste adgangskode til din digitale signatur. På den måde dekrypterer du e-posten, så du kan læse den.
Det er kun din digitale signatur, der kan dekryptere e-posten. Derfor vil ingen andre kunne læse meddelelsen.


